I den nye kalender nr.1 er der nogle nye ændringer, som bl a. vedrører amatør- og jockey kuske. Den største ændring er at, de 5 køreturer som amatører måtte have om året, med "fremmede" heste i proff-løb, nu er blevet ændret til 1 køretur på hjemmebanen, hver løbsdag.

C-licens havere med mere end 25 sejre som jockey, må ikke deltage i formløb klasse 3.

 

Vi har modtaget følgende fra DTC, som specielt vedrører amatører og jockey:

 

I forbindelse med udarbejdelsen af reglementet, har DTC foretaget en række ændringer, som hesteejere og licenshavere skal være opmærksomme på vil være gældende fra årsskiftet.

 

2. Løbsbestemmelsernes § 32 (side 8 i Travkalenderen):

Ankomsttidspunktet for startende heste ændres således, at en startende hest skal ankomme til banens staldområde senest én time før det fastsatte starttidspunkt for det løb, den skal starte i.

Tidligere skulle en startende hest være ankommet til banen én time før 1. løbs start. Teksten i Travkalenderen nr. 1- 2012 lyder:

”Hvis en hest ikke ankommer til travbanens stald område senest en time før aktuel løbs start, har dommerkomitéen ret til at slette hesten.”

4. Løbsbestemmelsernes § 55 (side 11 i Travkalenderen):

Allerede i løbet af 2011 skærpede DTC drivningsreglementet, og stramningerne er nu indført i Travkalender nr. 1. Stramningen dikterer, at det ikke længere er tilladt, at den aktives arm, hånd eller underarm på noget tidspunkt under løbet kommer over skulderhøjde i forbindelse med animering eller korrigering af hesten. Teksten i Travkalenderen nr.1- 2012 lyder:

”Pisk må kun anvendes til korrigering og enkeltstående let drivning. Begge hænder skal i så fald anvendes til føring af hver sin line. Den ene hånd må altså ikke anvendes udelukkende for drivning. Ved drivning må kuskens arm ikke være over skulderhøjde.”

5. Løbsbestemmelsernes § 64 (side 12 i Travkalenderen):

Efter dialog med flere aktive professionelle kuske har DTC valgt at indskrænke antallet af løb, hvor en ellers udelukket kusk kan opnå dispensation til at deltage, såfremt en hest, han/hun normalt er ordinær kusk på, deltager.

Tidligere var det bl.a. muligt, at opnå dispensation i løb, hvor præmiesummen lød på min. 50.000 kr., men det ændres nu. Teksten i Travkalenderen nr.1- 2012 lyder:

”Afbrydelse af kørselsforbud kan bevilges til en hests ordinære kusk i følgende løb: Dansk Opdrætningsløb, Dansk Trav Kriterium, Dansk Trav Derby, Jydsk 2-, 3- og 4-årings Grand Prix’er, Grand Circle 3- og 4-års Championater, disses Hoppeløb og Consolationsløb samt evt. forprøver til disse løb, Aalborgs Store Pris m. Hoppeløb og Consolationsløb, Copenhagen Cup og ATAKs Fødselsdagsløb, finale (for kuske, der har kvalificeret hesten til finalen).

Afbrydelse af kørselsforbud kan endvidere bevilges til kuske/ryttere, der tidligere har kvalificeret sig til eller er blevet udtaget til deltagelse i matcherne DM, NM, EM og VM. I andre matcher med kvalifikation/udtagelse kan dispensation i særlige tilfælde indhentes hos DTC.”

6. Regler for forskellige typer af løb - Formløb (side 13 i Travkalenderen):

Personer med jockeylicens (C 1-licens) må fra årsskiftet kun deltage i Formløb Klasse 3, såfremt de som indehavere af jockeylicens ikke har vundet over 25 løb. Teksten i Travkalenderen nr.1- 2012 lyder:

”Formløb Klasse 3 er forbeholdt personer med B1-licens (uanset antal sejre) samt personer med C1-licens, der som C1-licens indehaver højst har vundet 25 løb.”

7. Licensbestemmelser - ansøgning om fornyelse af licens (side 16 i Travkalenderen):

Fra årsskiftet skal licensansøgere (alle licenskategorier), der tidligere har haft licens, men ikke deltaget i løb i fem år, bestå en ny licensprøve, før en ny licens tildeles. Teksten i Travkalenderen nr.1- 2012 lyder:

”Har en ansøger om A1-B1-C1- eller M-licens ikke deltaget i anerkendte travløb siden udgangen af 2006, skal ansøgeren bestå ny licensprøve, før licens kan bevilges.”

 

8. Licensbestemmelser - B1-licens (amatørlicens) (side 17 i Travkalenderen):

I 2011 har amatørers deltagelse i løb med hest(e), som den pågældende ikke var ejer/delejer af, været begrænset til fem starter i løbet af et kalenderår.

Med årsskiftet har DTC valgt at lempe disse begrænsninger, da forbundet i bestræbelserne på at holde amatørerne inde i de aktive rækker ønsker at give hobbykuskene flere startmuligheder.

Fremover kan amatørkuske på deres hjemmebane deltage i ét løb pr. løbsdag med hest, som pågældende ikke selv ejer eller delejer. Ændringen er truffet efter dialog med flere aktive amatører og professionelle kuske. Teksten i Travkalenderen nr.1- 2012 lyder:

”Endvidere kan en amatør på den bane, hvor vedkommende har sin licens, deltage i ét løb per løbsdag med hest, som ikke er helt eller delvis ejet af denne, nærmeste pårørende eller af selskab, som helt ejes af licensindehaveren og/eller nærmeste pårørende. Foranstående gælder udelukkende i løb, hvor førstepræmien er højst kr. 7.500.”

Derudover oplyser DTC følgende (står IKKE i Travlalender nr.1 - 2012):

”Endvidere kan en amatør i et kalenderår køre i kuskematcher, Formløb, Old Horse løb og Uddannelsesløb med hest(e), som den pågældende ikke er ejer/delejer af.”

 

 

Derudover er der følgende andre vigtige ændringer:

 

 

1. Løbsbestemmelsernes § 28 (side 8 i Travkalenderen):

På grund af ensretning mellem de nordiske travlande vil præmier, som en dopingdømt eller ikke startberettiget hest har vundet, ikke længere bliver tillagt hestens grundpræmiesum. Teksten i Travkalenderen nr. 1- 2012 lyder:

”Hvis det, efter at løbet er kørt, konstateres ved analyse af dopingprøve eller på anden måde, at hesten har deltaget i strid med bestemmelserne i § 38, skal hesten fradømmes vunden præmie, men totalisatorresultatet forbliver uændret.”

 

3. Løbsbestemmelsernes § 38 (side 9 i Travkalenderen):

Hvis en hest er blevet behandlet med præparatet ”Arthramid Vet”, må den IKKE deltage i væddeløb.

”Arthramid Vet” er et produkt, der enkelte steder i hesteverdenen på forsøgsbasis har været anvendt i forbindelse med ledbehandling af heste. Præparatet tilføres hesten ved injektion i leddet, hvor det forventes at indlejres i ledkapslen og dermed øge elasticiteten i leddet. Da stoffet forventes at være blivende, sidestilles det i reglementet med bl.a. guldimplantater. Teksten i Travkalenderen nr. 1- 2012 lyder:

”En hest må ikke starte i løb, hvis den har fået anabolske steroider, epo, Arthramid Vet (polyakrylamidhydrogel), imunologisk kastration eller guldimplantat.”

9. Karenstider fastsat af DTCs Dopingkontrol (Travkalenderen side 19)

Der indføres en karenstid på 96 timer gældende for produkter, som indeholder stoffet Trypsinhydrolyserat bovint kasein (alfacasozepin).

Dette stof findes bl.a. i et fodertilskud markedsført under navnet ”Zylkène”, som er lavet af et mælkeprotein udvundet af komælk.

 

10. Sæsonbestemmelser - DTCs gebyrsatser (Travkalenderen side 21):

DTC har valgt at fastholde gebyrstørrelsen for størstedelen af de dokumenter, der skal indhentes hos forbundet. Enkelte dokumenter stiger dog ved årsskiftet.

Træningspapirer til heste i træning i udlandet stiger fra 400 kr. til 500 kr., Startpapirer udland eksklusive Norge stiger fra 100 kr. til 125 kr. og Startpapirer til Norge stiger fra 200 kr. til 225 kr.

 

11. Sæsonbestemmelserne - tidsforskelle banerne imellem (Travkalenderen side 22):

Efter endt baneomlægning sidestilles Royal Canin Arena på Fyn rent tidsmæssigt med banerne Charlottenlund, Billund og Aalborg.

Herefter vurderes tidsforskellene banerne imellem under normale forhold på denne måde (målt over normaldistancen):

Charlottenlund: 0 sek.

Billund: 0 sek.

Aalborg: 0 sek.

Odense: 0 sek.

Århus: - 1 sek.

Skive: - 1 sek.

Nykøbing F.: - 2 sek.

Bornholm: - 5 sek.